ARTIKEL

Louis
Firmablad - Louis Poulsen & Co. A/S, nr. 1, april 1999, side 17-19

Nye bud på fremtidens belysning
I anledningen af vores 125 års jubilæum udskrev Louis Poulsen den 31. august 1998 en konkurrence om kontorbelysning i samarbejde med Danske Arkitekters Landsforbund.

Konkurrencen henvendte sig til arkitekt- og designstuderende i de tolv lande, hvor vi har datterselskaber. På den måde fik de enkelte datterselskaber ansvar for kontakten til de uddannelsesinstitutioner, som de ønskede skulle deltage i konkurrencen. Nogle lande brugte i udpræget grad konkurrencen som en mulighed for at besøge uddannelsesstederne og på den måde få gjort den kommende generation af designere og arkitekter bevidst om Louis Poulsen og vores holdning til lys.

Opgaven var beskrevet således, at den både kunne besvares meget konkret i form af et forslag til et armatur. Eller den kunne løses mere konceptuelt, altså i højere grad som tanker om, hvordan lyset er optimalt i nutidens kontorer. Hver enkelt uddannelsesinstitution skulle selv stå for at udvælge max. 5 projekter, som skulle være os i hænde senest den 6. januar 1999. Vi modtog ialt 105 forslag. To af foreslagene var vi desværre nødt til at diskvalificere, da de ikke overholdt kravene til anonymitet. Bedømmelsen foregik nemlig, uden at dommerkomitéen kendte deltagernes navne.

ENGAGERET BEDØMMELSE
Dommerkomitéen bestod af Hans-Erik Wolff fra Louis Poulsen, arkitekt Mette Kynne Frandsen, designer Ross Lovegrove, arkitekt Alfred Homann og arkitekt Jens Ammundsen. Arkitekt Flemming Deichmann fra Danske Arkitekters Landsforbund fungerede som sekretær for juryen, og undertegnede var konsulent ved bedømmelsen.

Selve bedømmelsen to ialt 3 dage. Det var utrolig spændende at få lov at være med til. Det var tydeligt hvilke forslag, der allerede ved den første gennemgang trådte frem som interessante og gennemtænkte løsninger. Der var også projekter, som ved første øjekast fandt nåde for dommernes skrappe blikke, men som i sidste ende slet ikke blev præmieret.

SKANDINAVER I FØRERTRØJERNE
Den største overraskelse fik vi dog, da alle projekterne var hængt op i den rækkefølge, de skulle præmieres. Da vi åbnede kuverterne med navnesedlerne, blev vi alle meget forbløffede over, at ud af disse 10 projekter var de 8 af vinderne studerende ved enten danske eller svenske skoler. Det kan ses som en indikation af, at fremtidens danske og svenske designere er højt kvalificerede. Endvidere var vi enige om, at design tidligere har været afhængig af designerens nationalitet. Dette er stort set udvisket. I den globale landsby vi lever i, er det svært at se forskel på design fra Skandinavien og den øvrige verden.

Præmierne blev overrakt ved en reception i Nyhavn på jubilæumsdagen den 12. februar 1999. Prismodtagerne fik deres præmie overrakt af Erik Holm og Hans-Erik Wollf. Designer Ross Lovegrove gav begrundelsen for, hvorfor de enkelte projekter var præmieret. Iøvrigt gav han de meget glade studerende det gode råd, at de skulle bruge deres rejselegat på en studietur til Bali!! Alt i alt har det været en spændende opgave at være projektleder på denne konkurrence, som blev afsluttet med solskin i Nyhavn og en masse glade stolte unge studerende. Om Louis Poulsen vil sætte nogle af foreslagene o produktion, det vil tiden vise... Af Vibeke Mogensen, Idé og Udvikling, Slusen

Præmierækken:
1.præmie 50.000,- Christian Grosen Rasmussen, Danmark
1.præmie 50.000,- Thomas Degn, Sverige
2.præmie 35.000,- Hector F. Elorza & Cesar P. Lapausa, Sverige
3.præmie 25.000,- Hans Chr. Ploug & Michael Poulsen, Danmark
3.præmie 25.000,- Thomas Knudsen & Thor Salling, Danmark
3.præmie 25.000,- Johan Lidén, Stockholm, Sverige
4.præmie 10.000,- Morita Naotarou, Japan
4.præmie 10.000,- Iwano Tasuku, Japan
4.præmie 10.000,- Marie Louise Gustafsson & Eva Lönnholm, Sverige
4.præmie 10.000,- Hiromichi Konno, Sverige