ARTIKEL

Design matters
No.2 SOMMER/SUMMER 2003

Scandinavian Furniture Fair 2003
Bella Center, København, 7.-11.maj 2003

Den årlige møbelmesse i Bella Centret bøde indenfor med et friskere pust og en større optimisme i forhold til tidligere år. Måske på grund af forårets solfyldte komme, eller måske fordi Øksnehallen for første gang efter gode år ikke deltog i kapløbet om flest gæster og bedste udstillere. Dansk Møbelindustri har som arrangør af møbelmessen haftheldet med sig i år. De 400 udstillere fra 18 nationer er en stigning på 30%.

Klogeligt var de fleste eksporterede møbelvirksomheder placeret i samme område - desværre et kapitel som aldrig er synderligt interessant at pløje sig igennem. Retfærdigvis må det siges, at møbelmessen formentlig slet ikke ville eksistere, hvis ikke teaktræshelvedet, som med tiden og trenden har ændret sig til ege- og sasketræsmøbler, ikke var repræsenteret.

Det er formentlig stadig den store majoritet af udenlandske besøgende på denne del af messen, som får hjulene til at køre rundt. Scandinavian Furniture Fairs store styrke er Martet på førstesalen, der for første gang i ti år havde udsolgt af permanente stande. Her var den intense travlhed langt mere tydelig end i resten af messeområdet.

Nyheden i år var en belysningsmesse og en messe for brugskunst kaldet Accessories & Design. Belysningsmessen var et flop. Samlet under C-hallens tag, med et ordentlig lyshav af mere eller mindre kedelige belysningsarmaturer. Man mindes Daells Varehus' juleudstilling på Amagertorv med glade havenisser i groteske udformninger og raketlys i kirkelig stemning. Lysene flimrede mod hinanden, og det var svært at se armaturerne for lyskilderne. Holmegaard havde til gengæld en smuk og enkel udstilling i det store cafémiljø med lamper hængende i 10 meter lange perlekæder i buet form, som skabte en bevægelig bølge. Et enkelt og stilfuldt område som delte det smukke fra det grimme og lod Accessories & Design messen blive en harmonisk overgang til både den sjove og mere designprægede oplevelse. Men hører brugstkunst overhovedet hjemme på en møbelmesse? Begrundelsen er formentlig, at møbelhandlerne har opdaget, at brugskunst skaber mersalg, npr det indgår i møbelsortimenterne.

Men det skal nævnes, at messen havde et større udbud af unge designere. Blandt andet havde Danmarks Designskole flere stande med flotte projekter. Desuden er det godt at se, hvordan flere unge designere viste vilje til at udstille i fællesskab, med fine indslag, som man må håbe producenterne får øjnene op for.

Arrangørerne har lært lektien og har skabt en større samhørighed blandt udstillerne og de besøgende, så udlandet i højere grad får oplevelsen af en professionel messe i København. En messe som forhåbentlig fremover kommer på niveau med Milano og Köln. Held og lykke til næste år!