ARTIKEL

NYT 562
Louis Poulsen & Co a/s · 1999, side 14

Hvor kommer lyset fra?
I efteråret 1998 udskrev Louis Poulsen en idékonkurrence om kontorbeslyning for studerende ved arkitekt- og designskolerne i de 12 lande, hvor firmaet har datterselskaber. Blandt 103 indkomne forslag (international finale) blev ti præmieret. Præmieoverrækelsen fandt sted den 12.februar 1999, hvor præmiesummen på 250.000 kr. blev fordelt på to førstepræmier, en andenpræmie, tre tredjepræmier og fire fjedrepræmier. NYT bringer her et uddrag af juryens betænkning.

JURYEN
Formand: Direktør i Belysning Danmark, Hans-Erik Wolff, Louis Poulsen
Arkitekt Mette Kynne Frandsen, MAA
Designer Ross Lovegrove, M des RCA FCSD
Arkitekt Alfred Homann, MAA, MDD
Arkitekt Jens Ammundsen, MAA, MDD
Rådgiver for juryen:
Arkitekt Vibeke Mogensen, Louis Poulsen
Konkurrencens sekretær:
Arkitekt Flemming Deichmann, MAA, Danske Arkitekters Landsforbund

Hvor kommer lyset fra? har været konkurrencens tema såvel ud fra en funktionel og æstetisk betragtning som ud fra en teoretisk og filosofisk betragtning.

Lyset på arbejdspladsen - i dette tilfælde indendørs belysning på den arbejdsplads, som vi i dag karakteriserer i form af et cellekontor, som storrumskontor eller et kontorlandskab - har været emnet for denne konkurrence, der sigter på at fremkalde alt fra synspunkter og løse ideer til konkrete løsninger inden for konkurrencens tema. Det har ikke været tanken, at man som foreslagsstiller skal bruge tid på at analysere sig frem til, hvorledes fremtidens arbejdsplads skal indrettes, eller om den overhovedet eksisterer i traditionel forstand. Derimod udtrykte programmet ønske om, at man først og fremmest beskæftiger sig med lyset og brugen heraf. Man har derfor i konkurrenceprogrammet foreslået, at konkurrencedeltagerne tager udgangspunkt i 1998 og den nærmeste fremtid.

Det har været Louis Poulsens intention, at konkurrencedeltagerne skulle have så stor frihed som muligt til at besvare opgaven inden for konkurrencens tema. Som støtte herfor havde man i konkurrenceprogrammet anført nogle spørgsmål, som man håbede, konkurrencen som helhed ville besvare. Spørgsmålene kunne også ses som konkurrencens deltemaer:

1. Skal man fortsat anvende forskellige belysningsløsninger / -armaturer, om det er til generel rumbelysning eller til den individuelle arbejdssituation? Afledt heraf skal man da søge mod at udvikle en suite (familie) af lysarmaturer eller søge den individuelle løsning?

2. Skal lyset være en integreret del af rummets funktion og arkitektur?

3. Hvis man tager udgangspunkt i det individuelle menneske, på hvilken måde kan man da forestille sig produktudvikling og rumtilpasning af belysningsløsninger / -armaturer i fremtiden?

4. Hvordan kan lyset tænkes udviklet og anvendt som interaktivt medie og i forbindelse med IT-teknologi?

5. Vil lyset som teknologi og design karakterisere den kultur, hvori det enkelte individ indgår, og er det et signal om livsstil og social position?

6. Hvordan indgår lys i vores bevidsthed omkring økologi og heraf afledte begreber som livscyklus på materialer, produktion og energiforbrug?

Programmet havde lagt op til, at konkurrencedeltagerne tog udgangspunkt et sted i den totale situation som en arbejdsplads indgår i: Receptionen, de horisontale og vertikale kommunikationslinier, arbejdspladsen og møderummet.

BEDØMMELSEN
I konkurrencen har følgende nationaliteter været repræsenteret: Belgien, Finland, Holland, Japan, Norge, Schweiz, Spanien, Sverige, Tyskland, Ungarn, USA og Danmark.
I første omgang skulle konkurrencedeltagerne ved hver af de tilmeldte skoler aflevere deres forslag senest den 1.december 1998 og efter de retningslinier, der var aftalt på den enkelte skole. Herefter foretog en jury nedsat af den enkelte skole en udvælgelse af indtil fem forslag.Disse forslag skulle sendes til Louis Poulsen senest den 8. januar 1999.

Juryen, som den fremgår af nedenstående, skulle herefter bedømme alle de fremsendte forslag og udvælge et ikke nærmere defineret antal forslag til præmiering af forskellig størrelse. Den samlede præmiesum var på DKK 250.000 med en 1. præmie på DKK 50.000 og den mindste præmie på DKK 10.000.

GENERELLE BEMÆRKNINGER
De indkomne forslag er blevet gennemgået og drøftet ud fra oplysningerne i konkurrenceprogrammet og specielt ud fra følgende synsvinkler: Kreativ nytænkning, designmæssige aspekter samt belysningsmæssige kriterier.

Forslagene set under eet repræsenterer en bred vifte af løsninger inden for konkurrencens tema. De spænder fra meget konkrete besvarelser på armaturer - oftest som solister, idet kun relativt få har beskæftiget sig med produktserier/-familier - over rumlige installationer til mere teoretiske og endog meget filosofiske besvarelser.

Set i relation til at der er tale om en konkurrence for studerende og iøvrigt om et meget svært emne - det kunstige lys - er juryen af den opfattelse, at forslagene set som helhed har en seriøs karakter på et relativt højt niveau. Selvom det er begrænset med nytænkning, er det juryens vurdering, at forslagenes indhold og karakter tydeliggør, at der fortsat er utallige udviklingsmuligheder inden for begrebet kunstlys.

Konkurrencen har således vist sin berettigelse, og man vil fra udskriverens side udtrykke sin glæde over det engagement som konkurrencedeltagerne og deres skoler således har vist konkurrencen og dens tema.

De mange forskellige forslag, der er indsendt, har udforsket nye og varierede måder, hvorpå lys kan anvendes i vores dagligdag og i vores arbejdsmiljø. Ideerne vedrører de overflader, hvormed lys integreres i arkitekturen, nye teknologiske løsninger, som udfordrer selve den måde, lys skabes på, og genstandsbelysning, der passer smukt ind i rummet i 3D uden at være fuldstændig optaget af 'ydelse'.

Det er vanskeligt at sætte form på logik, fordi logikken ofte er nok i sig selv rent teknisk, selv om en fornemmelse for, hvordan et produkt i sidste ende pakkes ind, er medvirkende til at skabe den endelige sammenkobling mellem lysets sensualitet og mennesket.

Det er juryens opfattelse, at denne konkurrence har tiltrukket studerende, der er gået på tværs af kulturelle og nationale designtendenser og derved er kommet frem til ideer med en vidunderlig, ny, europæisk klang. Der er ikke tale om franske, italienske, britiske, hollandske, svenske, danske osv. ideer, men om en overordnet ny og fremadrettet tankegang.

På baggrund af en gennemgang af alle indkomne forslag besluttede dommerkomiteen at udvælge 32 forslag til nærmere studier og overvejelser. Disse forslag blev for overskuelighedens skyld grupperet i fire kategorier, som gennemgås nedenfor:

KONTORLYS GENERELT
Forslag i denne kategori behandler overvejende produktorienterede emner som kontorbelysning, loftsbelysning, vægbelysning samt bordbelysning. Kun få i denne kategori demonstrerer berigende nytænkning inden for teknik og materialer. Flere forslag udviser en fin analyse og en god arkitektonisk holdning til konkurrencens tema.
Nogle forslag søger at behandle den svære og meget komplekse opgave der er at udvikle en armaturserie. Forsøget er prisværdigt, men resulterer i løsninger, der minder om allerede kendte løsninger/principper.
Der er forslag med nogle spændende tanker om mobile armaturer ophængt i loftet og med bevægelige arme o.l. Flere af disse forslag har et interessant oplæg, men det følges ikke op med overbevisende løsninger. Det er juryens opfatelse, at den visuelle rumoplevelse ikke er tilstrækkelig afklaret.
Der er kun få forslag til bordbelysning. Med disse forslag er det juryens opfattelse, at formen har vundet hævd på bekostning af funktion og det gode arbejdslys.

TEKNISKE IDEER
Forslag i denne kategori behandler ideer og eksperimenter til belysningsarmaturer, belysningsflader, lyselementer og lyssystemer. Der gives spændende forslag med anvendelse af nye materialer og ny teknik, om end på et noget teoretisk plan. Der er dog flere af forslagene der bygger på nogle tanker, som bør videreudvikles. Andre forslag bærer præg af, at teknikken har taget overhånd på bekostning af formen, og kræver således videreudvikling på dette område.

SKULPTURELT LYS
Forslag i denne kategori behandler lysarmaturer som et skulpturelt formelement. Der er flere interessante forslag inden for dette vanskelige emne. Nogle forslag dyrker tilsyneladende formen for formens skyld, hvilket gør, at de nærmer sig det ligegyldige og næsten uvedkommende. Andre giver et mere spændende oplæg til en lysmæssig oplevelse, f.eks. i form af en fleksibel skulptur, der kan være et fint tilskud til rummets arkitektur og øvrige disponering. Der er flere gode takter i denne kategori, men form og teknik kræver øvelser og analyser, for at flere af løsningerne i denne kategori kan blive vellykkede belysninger.

LYS SOM ET RUMELEMENT
Forslag i denne kategori bearbejder med nogen nytænkning interessante ideer til stationære og mobile, fleksible lyselementer. Disse kan medvirke til spændende rumdannelser og lysoplevelser og derved medvirke til at berige rummets arkitektur. Der er som i den foregående kategori flere gode takter i denne kategori, men igen kræver form og teknik yderligere øvelser og analyser, for at flere af løsningerne kan blive vellykkede belysninger.

3.PRÆMIE
Hans Chr. Plug og Michael Poulsn, Frederiksberg, Danmark
'SIMPLICITY'
Ideen er at bruge skrivebordet som strømførende element efter induktionsprincippet, og dermed designe den ledningsløse bordlampe, der kan placeres hvor som helst på bordpladen. Forslaget præmieres for sit smukke minimalistiske design og for sin vision om at fjerne ledninger og kabler ved hjælp af ny teknologi. Princippet med at overføre energi på den viste måde fangede juryens interesse. Afskaffelsen af synlige midler til strømfremføring er magisk og praktisk og bliver endnu mere integreret, når måtten bliver til selve arbjedsfladen. I den nuværende form, hvor lyseffekten er ringe, og hvor produktet har en fast, skulpturel form, opfatter juryen det mest realistisk an anvende det som stemningsskabende inventar snarere end som en højtydende kontorlampe.