ARTIKEL

BO BEDRE
September 2002, nr 9, side.152

Element 2002, Gyngetaburetten Vipp'r
Det var en veninde, som gav Michael Poulsen ideen til at arbejde med noget som kunne gynge. Hun sagde, at gyngestole var så hyggelige at sidde i, men de gyngestole hun kendte, var så gammeldags. Michael Poulsens svar på det behov er gyngetaburetten, som man ikke blot kan gynge på, men også sidde fleksibelt og varieret på.
- Når man mødes med et par venner og hygger sig, sidder man jo sjældent ret op og ned, hvilket de fleste stole lægger op til. Man flytter lidt rundt på sig, siger 28-årige Michael Poulsen.
Siden sin uddannelse som arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2000 har Michael Poulsen arbejdet med bl.a. indretning for firmaet Kvorning.dk. Så snart han har fri fra arbejde, kaster han sig over sine egne møbelprojekter, som udstilles sammen med kollegaerne i designgruppen Nonproduction, som gerne vil tilføre dansk designtradition ny energi.
- Dansk design handler meget om kvalitet helt ned i detaljen. Men det skulpturelle er også vigtigt. Tag fx gyngetaburetten: 95 pct. af tiden står den i stuen uden at blive brugt, så det er meget vigtigt, at den er flot at se på.

Billedtekst: Man kan sidde sidelæns eller overskrævs på Michael Poulsens gyngetaburet Vipp'r, som er tænkt i Corian. Modellen er udført i mdf og langhåret kalveskind. Dommerne sagde: Et ergonomisk siddemøbel - på en flot måde. Man kan sidde udemærket på flere måder.